Besøg to herregårde med kulturliv og historie

2612-herregårde-kulturliv-historie

Herregården Sønderskov: Foto: Steen Ivan Hansen

  • Bustur torsdag 8. oktober 2026 fra kl. 8.30 – ca. 17.30
    Afgang kl. 8.30, busholdepladsen ved Musikhuset, Valdemarsgade
    Afgang kl. 8.40, p-pladsen ved Viby Kirke
  • Oplev to smukke herregårde med kulturelt indhold
  • Vi får rundvisning begge steder - på Endrupholm viser direktør Jakob Madsen rundt - og på Sønderskov står vores turleder, historiker Steen Ivan Hansen for rundvisningen
  • Formiddagskaffe og lidt sødt på Endrupholm - og frokost på herregården Sønderskovs fine restaurant. Inkl. 1 øl/1 vand efter eget valg. Forplejning er inkluderet i prisen.
  • Turleder: historiker Steen Ivan Hansen
  • MEDLEMSRABAT til denne tur:
    RABAT på 75 kr. for medlemmer af foreningen KulturXpressen Aarhus: Indtast KODEN: herregård-medlem i feltet RABATKODE ved tilmeldingen.
    Medlemskab er dog ingen forudsætning for at deltage! Du kan læse mere om medlemskab HER 

Som perler på en snor ligger herregårdene langs åerne i det sydlige Jylland, og på denne tur vil vi køre fra den ene til den anden. I alt ser vi tre men kommer dog (af hensyn til tiden) kun ind i hovedbygningen på to. Samtidig vil vi nyde det fine landskab fra Sneum å og langs kongeåen.

Det første besøg er på Endrupholm, ikke langt fra Bramming, hvor den fine, gamle klassicistiske herregård er blevet forvandlet til kulturhus. Her vil direktør Jakob Madsen fortælle herregårdens historie, som ikke mindst har været forrygende i de sidste par hundrede år. Vi får endvidere en rundvisning på det smukke sted og ser de fine stuer i hovedbygningen. Her bliver der også tid til en kop kaffe.

Vi kører nu ad den gamle landevej mod øst, indtil vi når herregården Estrup. Herregården ligger smukt med resterne af den gamle avlsgård på den ene side og hovedbygningen på den anden side af vejen. Vi gør et kort stop her og kører herefter videre til naboherregården Sønderskov.

Sønderskov er en spændende renæssance-bygning, opført 1620, men ombygget i midten af 1700-tallet. I 1900-tallet var Sønderskov så forfaldent, at hovedbygningen var truet af nedrivning, men den blev reddet i sidste øjeblik og fremtræder nu som en smuk og spændende bygning med præg både af herregård og lokalt museum. Vi skal høre historien om både bygherren Thomas Juel - som selv har smedet jernhængsler m.v. på Sønderskov - og om den senere godsejer Samuel Claudius, som ”satte selv spæde og umyndige børn til at luge i borggården”, da han i midten af 1700-tallet lod hovedbygningen ombygge til barokanlæg.

I hallen på Sønderskov findes noget så usædvanligt i Danmark som kalkmalerier, der viser romerske kejsere, og i en af salonerne findes 1700-tals vægbilleder med Telemachos eventyr. Museet rummer i øvrigt en runesten fra vikingetiden med Danmarks længste indskrift.

Inden vort besøg i salonerne på Sønderskov spiser vi frokost i den gamle middelalderkælder, som i dag er en god restaurant.

Interiør fra herregården Sønderskov. Foto: Steen Ivan Hansen
2612 sønderskov inde


Herregården Endrupholm. Foto: Steen Ivan Hansen
2612 endrupholm ude 1

Interiører og skulptur fra herregården Endrupholm. Fotos: © herregården Endrupholm
2612 grupperet

2612 Endrupholm inde 1

Begivenhedsoversigt

Startdato 08-10-2026 8:30 - 17:30
Pris kr. 875,00
Normalpris 875
Medlemspris 800 (Bliv medlem her)
Arrangementsnummer 2612 (Oplys ved henvendelser)
Info vedr. sted BUSTUR. Afgang kl. 8.30, busholdepladsen ved Musikhuset Aarhus, Valdemarsgade. Afgang kl. 8.40, p-pladsen ved Viby Kirke. Hjemkomst kl. ca. 17.15 ved Viby Kirke - kl. ca. 17.30 ved Musikhuset. Bussen er fra Todbjerg Busser.
Det foregår Busholdepladsen ved Musikhuset Aarhus

Talere

Steen Ivan Hansen

Cand.mag. i middelalderarkæologi og historie

Har i 40 år arbejdet som foredragsholder og underviser inden for emnerne historie og arkitektur. Har været rejseleder på talrige ture og kulturrejser i ind- og udland.